Vorbasse Seniorer på en spændende tur til København
Turen startede fra Vorbasse Fritidscenter 7.30. Der blev budt velkommen og kursen blev sat mod København. Første stop var ved Vissenbjerg på Fyn. Her blev der serveret kaffe og et rundstykke. Efter en passende pause gik turen videre mod hovedstaden. Vores dygtige chauffør fandt en parkeringsplads i nærheden af Christiansborg, som var første sted, vi skulle se og høre om. Inden skulle vi dog lige have vores frokost i form af en lækker madpakke og en vand eller øl.
Efter madpakken gik vi i samlet flok til Christiansborg. Da det blev vores gruppes tur, vi var 51 personer, skulle vi først tjekkes ind. Det foregik på samme måde som sikkerhedstjekket i en lufthavn. Ure, mobiltelefoner, livremme, tasker m.m. skulle i en bakke og scannes, og man selv skulle gennem en metaldetektor. Heldigvis slap alle igennem. Vores guide Kris Jensen Skriver, socialdemokratisk folketingsmedlem fra Grindsted, bød os velkommen og begyndte rundvisningen, der varede ca. 1 time. Undervejs fortalte Kris om arbejdet som folketingsmedlem og om Christiansborg. Rundvisningen sluttede i folketingssalen. Her fortalte Kris bl.a. om hvordan salen var indrettet og opdelt, og hvor hvem havde sin plads og hvorfor. Efter selve rundvisningen gik vi til socialdemokratiets grupperum. Her kunne vi stille spørgsmål til Kris om både ham selv og til dagligdagen på Christiansborg i al almindelighed. Kris er en god fortæller, der samtidig har en stemmeføring, så alle i den store gruppe på over 50 personer kunne høre ham.
Der skal energi til. Efter den gode rundvisning på Christiansborg, samledes vi igen på trappen, hvor vi spiste vores frokost. Denne gang til kaffe og et stykke lækkert hjemmebagt kage. Næste punkt på dagens program var Rådhuset. Da der kun var knap en kilometer derhen, gik vi. På Rådhuset blev vi delt op i to grupper, og så gik rundvisning og fortællingen om Rådhuset i gang. Guiderne var velvidende og fortalte mange spændende ting om rådhuset. Rådhuset er det 6. Rådhus i København. Da man skulle bygge det, blev der udskrevet en konkurrence, der blev vundet af arkitekten Martin Nyrop. Hele processen og byggeriet foregik fra 1892 til 1905, men Rådhuset blev taget i brug i 1903, 2 år før den officielle indvielse. Dengang kostede byggeriet ca. 5 millioner kr. Skulle det bygges i dag vil det koste flere milliarder. Martin Nyrop tegnede stort set selv alt til Rådhuset: Lamper, borde, stole, dørlåse og nøgler, forlæg til tekstiler osv., osv.. Selv telefonboksene har han tegnet, så de passer ind sammen med fryseboksene. Guiden fortalte Martin Nyrop var frimurer og mange af de tegn og hemmelige koder, logen bruger, kan tydelig ses overalt i hele Rådhuset, hvis man kender dem og ser efter. Gennem den spændende fortælling under rundvisningen, kom vi rundt i store dele af bygningen. Vi kom bl.a. helt op på loftet og ud på taget, hvor der var en storslået udsigt over København. Da rådhuset blev bygget, skulle det være byens højeste. Tårnet er 106 m højt. Til sammenligning er rundetårn 35 m og den nye Opera er 40 m. Efter en fantastisk spændende rundvisning sluttede vi besøget af med en rådhuspandekage og et glas vin.
Tæt på Rådhuset ventede bussen og turen gik nu mod Vorbasse. Vi gjorde en lille afstikker til Ringsted, hvor der blev hentet sandwich i Superbrugsen. Disse blev nydt på en rasteplads ved motorvejen. Så gik turen hjemover og sidste stop var Vorbasse Fritidscenter, hvor vi kunne stige ud efter en lang og spændende dag.